Vis siden i mobilvisning
Golfbox login

Brugernavn:

Adgangskode:

Glemt password?

Tidsbestilling

Lokal vejrudsigt

Detaljeret lokal vejrudsigt: klik her


 

Oktober 1995 

Print

Hjertesuk fra greenkeeperne

Det at være greenkeeper kan undertiden være et farligt job.
Det er tilsyneladende ikke alle, der ved, at greenkeeperne har førsteret til banen, når de arbejder, for ofte falder der bolde ret tæt på, hvor vi arbejder.

Her er et lille udpluk af udtalelser fra spillere, der har været ”tæt på”:

1. Det må du undskylde, jeg havde slet ikke set dig.
Det er nu en ret god undskyldning, som kan bruges flere stedet på vor bane, så måske skal vi lave nogle skilte, hvor der står:
Der arbejdes på banen !!

2. Det må du undskylde, jeg troede ikke, jeg kunne slå så langt.
Det ligner spilleren, der heller ikke kan vente med at slå, før de forangående er langt nok væk.

3. Og så denne her - det er nok den bedste:
Jeg arbejder ved jordstakken til højre for anden fairway. En spiller kommer over til mig og siger:
”Jeg har vist nok en bold liggende her”
”Nå”, siger jeg så, ”jeg har ikke hørt nogen råbe FORE”.
”Nej, den vår ikke så hård!”

Jeg er sikker på, at han aldrig har fået en bold i hovedet, og jeg ønsker naturligvis ikke ondt over andre, men hvis jeg en dag blev dømt til at vælge den næste, der skulle rammes af en bold, vil jeg tro, at ham, der her er beskrevet, har gode chancer for valg.

Det er en god regel, at man først slår ud imod en greenkeeper, når han har tilkendegivet, at det er i orden. Hvis bolden så tager retning imod ham, skal der råbes FORE, fordi det kan være meget svært at se en bold, der kommer imod én.

Greenkeeperne

 


Indlæg fra medlemmerne

Rapport fra en sky kanin
Livet er højst forskelligt. Golflivet ikke mindst.

Efter at have fået nogle lektioner hos træneren, er man fuldstændig overbevist om, at ens krop har fatale mangler. Man tilhører ikke akrobatfolket (læs: Golferne), som kan styre fingre, hænder, håndled, arme, skuldre, hofter, hoved, ben og fødder på de mest ekstreme måder, uafhængigt af hinanden - og alligevel samtidigt.

Når man ser på de rigtige golfere - for ikke at tale om de professionelle på TV - forekommer det hele legende let, og man bliver bestyrket i sine bangeste anelser: Man er en vanskabning, der er ude af stand til at styre sine lemmer på behørig vis.

Efter et par omgange på 9-hulsbanen får man bekræftet et par formodninger, man længe har haft.
For det første at alle ens 5 jern og enlige kølle er behæftet med fabrikationsfejl, der bevirker, at intet kristent menneske vil være i stand til at eksekvere en ”lige-ud-bold” med disse usle redskaber, og for det andet, at de vanskabninger, der bruger færre end 3 slag til at komme forbi dameteestedet på hul 6, er af overnaturlig styrke, snilde og herkomst.

Alligevel - på trods af alle odds - begiver man sig en dag, hvor man håber, der ikke er andre til stede, ud til klubben og køber sig en spand kugler.
Nu kommer problemet så med, hvor i Driving Ranchen man skal stille sig. I den ene ende kan man ses fra klubhuset, i den anden fra øvebunkeren. Placerer man sig midt i, kommer der garanteret en superspiller og stiller sig lige bag ens bås.

Dog - i dag har man heldet med sig, hele cykelskuret ligger tomt hen, så det bliver en placering i midten.

Knap har man stillet sig i slagposition, før nogle udlærte spillere agter at krydse banen. De gør tegn til, at de gerne vil passere. Storladent vinker man dem frem tænkende, at de bare skulle vide, at hvis blot én ud af de 50 bolde kommer 25 meter af sted - i lige retning - vil man blive svimmel af lykke.

Nå, øvelserne kan begynde, 50 bolde rækker langt og giver megen motion. Luftslagene får en til at rave rundt som en amatørfulderik. De hamrende slag i måtten får håndled, arme og skuldre til at føles som snurrende bylder og forvandler måtten til et bundt trevler.

De få gange man ved fru Fortunas direkte indgriben får flyttet bolden, møver den sig 2-3 meter ud på græsset. Ind imellem får man dog alligevel fat i nakken på klumpen, men desværre med det resultat, at den flyver frem og tilbage mellem krydsfinerpladerne i båsen. Maskingeværlyden får fjerne folk til at glo og fuglene til at lette. Selv synker man ned i kalveknæene med et hjerte, der hamrer som en løbsk knallertmotor.
Pludselig lyder det, som det halve af den tyske hær har sat sig i taktfast bevægelse for at erobre området. – Lyden kommer nærmer og nærmere - Man retter sig og begynder at rense 5-jernet. Ikke 10 vilde, jyske heste skal få en til at tærske efter de forbandede bolde, mens hele Nato ser til.
Mærkeligt - der er ingen at se. Efter nogen tid opdager man, at hæren består af 4 rigtige golfere med tagpapsøm under skoene. De har marcheret bag væggen og er nu - selvsikre - på vej ud til slagmarken.

Og så sker det selvfølgelig!
En und, veltrænet golfer kommer trækkende med sin dyre bag, der svulmer af redskaber, hvoraf en stor del har farverige sokker på.
Som efter en naturlov stiller han sig i båsen lige bag en selv, fremdrager en af sine truende køller og begynder - som om det var den naturligste ting i verden - tilsyneladende uden besvær og overvejelse at banke den ene bold efter den anden - snorlige - langt forbi 200 meter skiltet.

Hvordan kan en i hans alder have trænet i så mange år, som hans slag tyder på?
Nå, han er sikkert et barn af et par sadistiske golfforældre, der har stukket ungen et minijern i hånden allerede dengang hans ble og gummibukser slæbte hen ad den private fairway bag ved Langelinievillaen.

Selv er man helt stoppet. Først prøver man med forskellige, gymnastiske sving, drejninger, knæbøjninger og armvridninger, men har stadig bolde tilbage. Efter at have nusset en stund med sit grej giver man op, forlader sine sidste elleve bolde (3 kroner og 30 øre) og drager hjem.

Belønningen for lidelserne, skuffelserne og flovheden får man, når man kommer hjem, og ens kone - i børnenes påhør - spørger, hvor man har været, og så henkastet svarer: ”Nåe, jeg har såmænd bare været ude at spille golf.”
En sky kanin


Om Golfengle

Efter nogle måneders medlemskab, må jeg indrømme, at jeg er positivt overrasket over flere forhold i klubben.

Det er rart, at alle hilser på én, når man kommer i klubben, eller når man sidder i eller uden for Hønsehuset, og de garvede spillere slæber sig ind efter at have stridt sig gennem fem, ni eller sågar atten huller.

Det er også rart, at det er så nemt at falde i snak med alle de ”gamle rotter”. I det hele taget er den sociale omgangsform og –tone af en sådan karakter at jeg er sikker på, at mange andre golfklubber misunder os det.

Allermest beundrer jeg dog de garvede golfere, der - ofte efter selv at have spillet match - har energi, vilje og entusiasme til at gå en ekstra gang med begynderne.

Ydermere har de tålmodighed til at overvære alle luftslagene, ”ground’erne”, de skæve slag, boldsøgningerne og alle regelspørgsmålene.

Faktisk burde alle begyndere give en ekstra skilling, så disse uegennyttige medlemmer én gang om året kunne få en erkendtlighed.

Under alle omstændigheder bør hele ”kaninfarmen” være taknemmelig og skønne på, at disse ”golfengle” findes.

En aldrende kanin

Vigtige meddelelser

18-hulsbanen er lukket pga. vejret

9-hulsbanen er fortsat åben, men ved frost og rimfrost skal der spilles til "pind sat ved fiktivt hul".

God tur

Bestyr ...læs mere

Sponsorlinks
På Facebook
Følg os på FacebookFølg os på Facebook
Aktiviteter
18 huls banen:
Se også tidsbestilling i Golfbox


21/03-2018 19:00
Generalforsamling
Næsbylund Kro, Bogensevej 105,...

 
Webdesign: aeconsultPowered by Archturus CMS