Vis siden i mobilvisning
Golfbox login

Brugernavn:

Adgangskode:

Glemt password?

Tidsbestilling

Lokal vejrudsigt

Detaljeret lokal vejrudsigt: klik her


 

Vedtægter for Blommenslyst Golfklub af 2014 

Print

Hent vedtægter som pdf-fil her: VEDTÆGTER-Blommenslyst-golfklub-2014.pdf
(version 2016)

 

§ 1 Klubbens navn og hjemsted

Klubbens navn er Blommenslyst Golfklub af 2014 og dens hjemsted er Odense Kommune

 

§ 2 Formål

Klubbens formål er at etablere og forestå driften af en golfbane og organisere golfaktiviteter for klubbens medlemmer.

Klubbens formål er endvidere at drive restaurationsvirksomhed.

Klubben skal være medlem af Dansk Golf Union Union under Danmarks Idrætsforbund.

 

§ 3 Indmeldelse og indskud

Klubben er åben for alle

Anmodning om medlemskab af Blommenslyst Golfklub af 2014 fremsættes skriftligt til klubbens bestyrelse.

I forbindelse med optagelsen erlægges et af bestyrelsen fastsat indskud.

Juniorer (under 18 år) betaler dog ikke indskud.

Juniorer, der via ynglingemedlemskab overgår til seniormedlemskab, betaler ikke indskud.
Ynglinge, som indmelder sig i klubben skal betale halv indskud ved indmeldelsen og halv indskud, når de overgår til senior.

Et aktivt medlem, der overgår til passivt medlemskab, kan senere genindtræde som aktiv i samme medlemskategori uden at betale nyt indskud.

Indskud refunderes ikke ved udmeldelse, skift af medlemskategori eller overgang til passivt medlemskab.

 

§ 4 Medlemskab og kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling og omfatter følgende medlemskategorier:

1. Puslinge (4 - 8 år)
2. Juniorer (9 - 18 år)
3. Ynglinge (19 - 29 år)
4. Seniorer
5. Flex1 (Flex medlemskab med begrænsede rettigheder - betaling af greenfee for spil på klubbens baner)
6. Flex9 (Flex medlemskab med begrænsede rettigheder - frit spil på 9-huls banen og betaling af greenfee for spil på 18 huls banen)
7. Langdistancemedlemmer
8. Passive

Bestyrelsen kan vælge at oprette yderligere medlemskategorier som forsøgsordning, men skal forelægge disse til godkendelse på den næstkommende generalforsamling.

Kontingentet opkræves ved bestyrelsens foranstaltning.

Kontingentrestance ud over 3 måneder medfører eksklusion, med mindre bestyrelsen finder rimeligt grundlag til at dispensere herfra.

Genoptagelse af medlemskab kan først ske, når hele restancen er betalt.

 

§ 5 Opsigelse og skift af medlemskategori

Medlemskab kan opsiges med 3 måneders varsel til en 1. januar eller en 1. juli. Opsigelse skal ske skriftligt til bestyrelsen.

Samme varsel skal anvendes ved overgang til passivt medlemskab og skift af medlemskategori. Det er dog muligt at skifte til en medlemskategori med et højere kontingent uden varsel ved at betale forskellen mellem kontingenterne for resten af perioden.
Hvis den kategori, der skiftes til, har et højere indskud, skal man betale forskellen.
Dog skal man, hvis man indenfor de seneste 6 måneder har været medlem med et højere kontingent, betale det høje kontingent for hele perioden.

 

§ 6 Ordinær generalforsamling

Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.
Indkaldelse skal ske med 14 dages varsel med angivelse af dagsorden på klubbens hjemmeside og med opslag i klubbens lokaler.
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent.

Alle foreningens medlemmer samt hvem bestyrelsen måtte indbyde har adgang til generalforsamlingen. Alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance, og som ifølge dansk lov er personligt myndige, har stemmeret med hver én stemme.
Medlem som er fyldt 18 år har stemmeret. Stemmeretten for medlemmer under 18 år udøves af én forælder.

Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt men ingen kan afgive stemme for mere end én fuldmagtsgiver.

Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal.
Vedtagelse af vedtægtsændringer kræver dog, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for.

På forlangende af minimum 5 medlemmer skal der afholdes skriftlig afstemning.

Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor skal der i tilfælde af kampvalg anvendes skriftlig afstemning efter følgende afstemningsmetode:
Der stemmes om samtlige ledige poster på én gang. Hvert stemmeberettiget medlem kan stemme på højst det antal kandidater, der skal vælges og kun med én stemme pr. kandidat. Ved stemmelighed skal omvalg afholdes efter samme regler mellem kandidaterne med lige stemmetal, såfremt der stadig er ubesatte poster.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet.

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter begæringens modtagelse, og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.

Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres en protokol, som underskrives af dirigenten.

 

§ 7 Dagsorden for ordinær generalforsamling

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Valg af dirigent
2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Forelæggelse af budget og fastsættelse af medlemskontingenter.
5. Forslag fra bestyrelsen.
6. Forslag fra medlemmer.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
8. Valg af mindst 2 suppleanter.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt

Forslag fra medlemmerne skal, for at kunne behandles på en ordinær generalforsamling være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest den 1. februar.

Indkomne forslag skal være tilgængelige senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes.

 

§ 8 Bestyrelsen sammensætning og valgbarhed

Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer og højst 9 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen.

Først afgår 3 medlemmer efter lodtrækning, derefter efter anciennitet. Genvalg kan finde sted.

Valgbar til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer. Medlemmer, der samtidig er ansat i klubben, kan dog ikke vælges til bestyrelsen. Medlemmer, som sidder i bestyrelsen af en kommerciel virksomhed, der beskæftiger sig med udlejning af faciliteter osv. til golfklubben, eller har en ledende funktion i virksomheden kan heller ikke vælges til bestyrelsen.

I tilfælde af vakance i bestyrelsen kan bestyrelsen supplere sig selv indtil næste generalforsamling.

 

§ 9 Bestyrelsens kompetence

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.

Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpel stemme flerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol, som er tilgængelig for medlemmerne.

Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer, med bindende virkning, beslutning i klubbens anliggender.

Klubben tegnes af klubbens formand eller næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale og meddele specialfuldmagter.

Optagelse af større lån samt køb, salg og pantsætning af større aktiver kræver godkendelse af en generalforsamling.

For de af bestyrelsen på klubbens vegne indgåede forpligtelser hæfter alene klubbens formue.

 

§ 10 Udvalg

Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der efter bestyrelsens eller generalforsamlingens opfattelse er behov for.

Det skal tilstræbes, at et bestyrelsesmedlem er formand for hvert udvalg, og bestyrelsen skal godkende udvalgets øvrige medlemmer.

Bestyrelsen fastsætter udvalgenes opgaver og kompetence og giver retningslinier for udvalgsarbejdet.

 

§ 11 Regnskab

Klubbens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.

Regnskabet revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor.

Det reviderede regnskab skal ligge klar i klubben til udlevering til medlemmerne senest 14 dage før den ordinære generalforsamling.

 

§ 12 Bestemmelser i relation til Dansk Golfunion

For golfspillet i klubben gælder de i The Royal & Ancient Golf Club af St. Andrew fastsatte regler samt de af bestyrelsen med Dansk Golf Unions godkendelse fastsatte lokale regler.

Fastsættelse af medlemmernes handicap skal ske i henhold til Dansk Golf Unions handicapsystem.

Overtrædelse af bestemmelser fastsat vedr. spillets afvikling og ordenens opretholdelse på de af Blommenslyst Golfklub af 2014 benyttede faciliteter straffes med karantæne eller i gentagne tilfælde eller grove tilfælde med eksklusion fra klubben. Et ekskluderet medlem kan kræve afgørelsen om eksklusion forelagt en generalforsamling. Indbringelse for generalforsamlingen har dog ikke opsættende virkning.

Alle afgørelser kan af spilleren indbringes for Dansk Golf Unions Amatør-og Ordens-udvalg inden 4 uger efter, at forholdet er begået eller at parten er blevet bekendt med den afgørelse, der klages over.

 

§ 13 Opløsning

Til beslutning om klubbens opløsning kræves, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første generalforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.

I tilfælde af klubbens opløsning træffer generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved opløsningen, herunder afvikling af klubbens formueforhold.

Eventuelt overskud ved afviklingen tilfalder den almennyttige organisation Dansk Golf Union.

 

Således vedtaget på generalforsamlingen den 2. marts 2016.

 

                    __________________           __________________
                             dirigent                                formand   

 

 

Sponsorlinks
På Facebook
Følg os på FacebookFølg os på Facebook
 
Webdesign: aeconsultPowered by Archturus CMS