24. juni 2018 - 06:59



Januar 1996 

Causeri til Tirsdagsklubbens julefrokost tirsdag, den 12. december 1995

Det altid var hver fynbos trøst,
at der var skønt i Blommenslyst.
Der ku’ man gå bag hegn og gærde,
og ingen fare var på færde.

Som med et mægtigt kølleslag
brat brast idyllen dog en dag.
For det, der før var muld og mark
blev omskabt til en legepark,
hvor iltre mænd og vævre koner
fungerer som maskinkanoner,
der i sol og blæst og regn
spy’r kugler over denne egn.

At blive ramt der ingen grin
(forleden dræbtes en kanin),
og mangen Vejrup-bondemand
har mistet øje, hat og tand.

De kugler slår med flere pounds,
et sådant gok kaldes OUIT OF BOUNDS.
Nu lufter man sin hund og viv
med fare for sit lem og liv.

Hver tirsdag er det særligt slemt,
og ve den, der sig ej hat gemt.
På mark, i haver og på vej’n
bli’r alle mødt af kugleregn.
Den tirsdagsbande spreder skræk
i Blommenslyst - og læng’re væk.

Her er den så, den barske flok,
som hver en tirsdag går amok -
fra Andersen til Møller
med barske jern og køller.

Her ser de fredelige ud.
Ingen løsner skæve skud,
og der slår ingen gnister
af disse terrorister.

Nej, nu er hver en mand og kvind
bemægtiget af julesind.
Vi konstaterer med et gys:
Sig nærmer gaver, gran og lys,
og fråds og handlen på kredit,
og kæmpeskridt imod fallit.

 

Ved selv den mindste juleduft,
man mister helt sin golffornuft.
Til juleandens sidste rap
man glemmer alt om HANDICAP,
og når om træet smukt vi danser,
vi TEE og SLICE slet ikke sanser.
I julefims er sporten fjern,
hvem tænker så på PUTTEJERN ?

I blå habit med slips og flip
vi ænser ej et dårligt GRIP,
og, ør af alle juleting,
er glemt hvert sløjt TILBAGESVING.
Hvem husker - glad af julevin
en len og smattet VINTERGREEN ?d

Når gaflen stikkes i en poulard,
mindes vi ikke en styg HAZARD.
Siddende rundt om de bugnende borde,
er der en anden mening i a SCORE,
og når, mæt, man hovedet i bordet dunker,
har man glemt hver drilsk og åndssvag BUNKER.
Når man af cognac’en ta’r sig et nip,
er der ingen, der fabler om et CHIP,
og, smaskende i julegodter,
er det uden betydning, hvordan man PUTTER.

Når julebaren åbner med det store skyts,
er der ikke en sjæl, der husker Leif Schjøtz.
Mens vi dalrer rundt i en gaverus,
hvem tænker så ømt på vort Hønsehus ?
Når vi stirrer på stjernen i træets top,
har vi lykkeligt glemt priserne i Ove’s shop.
Når vi smovser godt i det, mor ku’ bage,
har vi fuldstændig glemt alt muligt om Tage.
Når man 1. juledag vil sig et hvil snup’,
drømmer gudskelov ingen om Jørgen Filstrup,
og mens vi mæsker os med dejligt sul,
hvem fa’n kan så mindes Erik Juul ?
Nej, julen er - trods ve og ak,
en tid, hvor golden ligger brak,
og da vi nu går i juleskjul,
ønskes I en god - trods golfløs - jul !

Willi Meyer