 |
|
|
Nyhedsbrev 8. april 2009 |
|  |
Som jeg lovede på den netop afholdte generalforsamling, vil bestyrelsen lægge sig i selen for at forøge informationsniveauet.
Vi har derfor besluttet at lave et nyhedsbrev ca. 1 gang om måneden med forholdsvis korte informationer. Et nyhedsbrev med så aktuelle nyheder som muligt, det der kunne være rart at vide, når man løbende kommer på golfbanen.
Markøren kommer 4 gange om året. Her vil der ske nogle ændringer, hvilket vil kunne læses i det næste nummer af Markøren.
I naturen er der nogle sikre tegn på at foråret er på vej. Viben er kommet, anemonerne er sprunget ud.
På golfbanen har vi også nogle sikre tegn. Vi er begyndt at spille på sommergreen, fairway er klippet, og man kan dufte det nyslåede græs.
Af flere forårstegn kan nævnes at baneservice/-kontrol fra den 7. april starter ud med at køre på banen, hvor man vil forvisse sig om at alle bagmærker er i orden med det rigtige årsmærke.
En lille reminder:” Husk lige pitchforken” til nedslagsmærkerne.
Et andet forårstegn er, at der starter nye medlemmer op i klubben.
Den. 4. april var der introduktionsdag for nye medlemmer, som typisk starter op med et prøvemedlemskab. De fik en orientering om uddannelsesforløbet samt en rundvisning på 9 hullers banen.
Der starter et hold med 17 deltagere den.15.april og et med 15 deltagere den.18.april samt et den.13. maj. Her er der forsat ledige pladser.
De sidste par år havde vi på dette tidspunkt 6 hold mod 3 hold nu.
Golfens dag, søndag den 26. april, har vi åbent hus, som de fleste andre golfklubber i Danmark.
Her vil vi forsøge at gøre en ekstra indsats for at få nye medlemmer. Så slut op om denne dag, der kommer en ekstra opfordring til den enkelte, dels på hjemmesiden og dels via mail. I det hele taget vil jeg opfordre dem, vi ikke har fået en mail adresse på, til at give sekretariatet denne, da megen information vil ske direkte på mail. Alle informationer vil dog blive hængt op på opslagstavlen.
Den 13. maj har vi en ekstraordinær arbejdsdag, der er hængt en liste op på opslagstavlen i forhallen. Skriv dig på, der er også brug for din arbejdskraft. Omkring banen: Banetoilettet er åbnet, den færdige skiltning af det nye bane forløb kommer en af de nærmeste dage, og der arbejdes forsat på at få banen helt klar til åbningsturneringen.
Hegnet på driverangen ved hul 18 er ved at blive lavet, det skulle gerne forøge sikkerheden for dem der færdes på hul 18.
Fremover vil driverangen blive lukket helt, når der er boldopsamling, der har igen været et tilfælde, hvor det kunne have gået galt.
På indspil green skal man huske at samle boldene op efter brug, der er en lille håndskubber til boldopsamler.
Her den 7. april havde vi besøg af ca. 80 personer som kom fra Odense kommunes sundhedsprojekt,
Det er jo en kendt sag at golfen er en sund sport, der var da også nogle få som ønskede at melde sig ind, så Andrew har gjort det godt.
Parkering i gården er forsat beregnet til træner, sekretær, bestyrelsen, kunder til golfshoppen samt greenkeepere, der kommer skilte op igen.
God påske
Jørn Wraae |
|
|
|